Skram

Peder Skram i sin alders 68. år længe efter, at han var lensmand i Roskilde 1547-1548. 

Han var den admiral, der under Grevens Fejde vandt det vigtige søslag ved Amager, der ødelagde Lübecks flåde. Som aldrig blev mægtig igen. Han grundlagde altså det danske flådeoverherredømme i Østersøen.

Peder Skram blev født ca. 1503 og skrev sig til herregården Urup. 1536 fik han Harritsborg len, som han senere samme år ombyttede med Helsingborg Len. Peder Skram skrives i 1548 til Helsingborg Len og Landskrone slot, og han lagde grundstenen til Landskrone slot i 1549. Fra 1558 var han lensmand på Laholm (afgiftslen), og han slog flere fjendtlige angreb tilbage under Syvårskrigen i 1565 og 1568.

Skram deltog med Henrik Gøye i Christian II's felttog i Sverige og frelste ved Uppsala Mogens Gyldenstierne. Da Christian II var fordrevet fra Danmark, var Peder Skram med ved belejringen af København i 1523. I 1532 sejlede han med en lille flåde til Norge for at finde Christian II's 5 skibe. Disse opbragte han ved Tønsberg og undsatte Mogens Gyldenstierne på Akershus. Hertug Christian sendte ham efter anmodning fra Gustav Vasa til Stockholm i 1535 for at kommandere den svenske flåde, der sammen med danske og preussiske skibe skulle bryde Lübecks overmagt. Han blev leder af alle flådeafdelingerne hjulpet af den svenske admiral Per Månsson. Efter at have jaget modstanderens flåde på flugt ved Bornholm, fortsatte han til Lillebælt, hvor han ødelagde en del fjendtlige skibe. Hermed sikrede han Johan Rantzaus overførsel af tropper til Sjælland efter sejren i Slaget ved Øksnebjerg. Peder Skram indtog herefter Langeland og Korsør. Fra juli 1535 blokerede han med flåden København og Malmø. Han blev såret, men vendte tilbage til blokaden og deltog ind til overgivelsen 29. juli 1536.

Ved Christian III's kroning 1537 blev han slået til ridder og i 1539 blev han optaget i rigsrådet. Da Den Nordiske Syvårskrig i 1563 brød ud, havde han kommandoen over den danske flåde. Den beholdt han til 1563, da Herluf Trolle overtog posten.

Han blev 2/2 1535 gift med Elsebeth, der var datter af rigsmarsk Thyge Krabbe. I løbet af deres lange ægteskab fik de i alt 18 børn; 7 sønner og 11 døtre. Tre af døtrene døde ved fødslen og kun én af sønnerne og syv af døtrene overlevede deres forældre. Alene i 1566 døde fire af deres sønner. Peder Skram døde 11. juli 1581. Med sin hustru er han begravet i Østbirk kirke. Ligstenen ses til højre.

Mere om Peder Skram fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "til Urup, Rigsraad, Søhelt. P. S., en Søn af Christen S. til Urup og Anne Reventlow, fødtes paa Fædrenegaarden Urup, en Mils Vej fra Horsens. Angivelserne af hans Fødeaar svinge mellem 1491 og 1503, af hvilke den ældste aabenbart er urigtig. Moderløs, da han var 4 Aar gammel, opdroges han fra den Tid hos forskjellige, først hos Mormoderen, og kom derpaa til at tjene som Dreng hos den bekjendte Henrik Gjøe. Denne fulgte han 1518 paa Toget ind i Sverige, hvor han deltog i den for de danske Vaaben uheldige Kamp ved Brännkyrka. Her fik han saaledes Ilddaaben, Indvielsen til et langt og hæderligt Krigerliv, men ogsaa Forsmag paa de Sorger, Krigen fører med sig, i det en Broder af ham faldt i Kampen. 1520 drog han, efter i Mellemtiden at være bl e ven gjort væragtig af Henrik Gjøe, paa ny med denne til Sverige og kæmpede med paa Tiveden, hvor han skal være bleven saaret af en Pil, og i Langfredagsslaget ved Upsala, hvor han reddede Mogens Gyldenstjerne, Hovedbannerets Fører. Efter endt Felttog traadte han i Tjeneste hos Aarhusbispen Ove Bille og tog Del i Belejringen af Kjøbenhavn 1523-24, altsaa i Kampen mod sin fordums Herre, Henrik Gjøe. Skjønt han her fik 2 Saar, kølnede dette ikke hans Krigslyst, tvært imod, og da Krigen ikke længer var at finde hjemme, søgte han den i Tyskland, hvor han atter hentede sig et alvorligt Saar. Hjemkommen der fra blev han Hofsinde hos Frederik I, der 1529 forlenede ham med en lille Gaard i Nærheden af Urup. Her i sin Hjemstavn var han kort efter Skyld i et Drab paa en Standsfælle, med hvem han laa i Trætte, og hvis spodske Ord fik P. S.s altid varme Blod til at koge, saa at han lod Modstanderen støde ned (1531). Først efter aarelange Forhandlinger lykkedes det ved en Pengebod at stille den dræbtes Slægt til Freds.

Da Efterretningen orn Christian II’s Landing i Norge i Slutningen af 1531 var naaet til Danmark, maatte man her være betænkt paa at undsætte Akershus, saa snart Vinteren tillod det. I Begyndelsen af Marts 1532 afsejlede fra Kjøbenhavn en lille lybsk Flaade og et Par danske Skibe, de sidste under P. S. med Tile Giseler som søkyndig Underfører. Ved Tønsberg bemægtigede man sig 5 af Kong Christians Skibe, men Farten til Akershus hindredes af Isen. Efter en besværlig Isning og Skjærmydsler paa den frosne Oslo Fjord naaede Flaaden dog op forbi Hovedøen, og om Natten sendtes 30-40 Mand over Isen til Slottet med Krudt og med Løfte om, at der snart skulde komme en større Undsætning. Efter at have stukket Ild paa Hovedøens Kloster og brandskattet langs Fjorden vendte Flaaden derpaa tilbage til Øresund, hvor den ankom midt i April. Da den store dansk-hanseatiske Flaade endelig i de første Dage af Maj gik under Sejl fra Kjøbenhavn, var P. S. med om Bord, dog nu ikke længer indtagende en overordnet Førers Stilling. I Spidsen for Expeditionen stod en Kommission af 3 Medlemmer, hvis første Mand var Biskop Knud Gyldenstjerne, og dens Virksomhed blev ogsaa mere underhandlende end af krigersk Art. Allerede en halv Snes Dage efter Flaadens Ankomst til Oslo sendtes P. S. og en tysk Landsknægtoberst ned til Danmark for at give Frederik I en Fremstilling af Situationen og hidkalde Forstærkning; men da de kom tilbage til Lejren ved Oslo (30. Juni) med den Besked, at Kongen forbød at indgaa Overenskomst med Kong Christian, som med Magt skulde fordrives fra Norge, vare Underhandlingerne mellem Kommissærerne og Christian II paa det nærmeste afsluttede, og i det man da foretrak intet Hensyn at tage til den nye Ordre, afsluttedes et Par Dage senere den endelige Overenskomst. Som bekjendt bleve de i denne og i Lejdebrevet for Kong Christian af Kommissærerne indgaaede Løfter ikke holdte af den danske Regering, men det er betegnende, at P. S.s Navn ikke findes under de 2 Dokumenter ved Siden af saa mange andres; det turde vise, at han havde Følelsen af, at man gik videre, end man var berettiget til, og indlod sig paa et Dobbeltspil, der var hans ærlige Natur imod. Medens en alvorlig Dadel rammer saa at sige alle, der havde Andel i hin troløse eller tvetydige Handel, staar P. S. uden Plet paa sit gode Navn.

Det var vistnok til Belønning for hans Optræden i Krigen, at han i Efteraaret 1532 forlenedes med Ski Syssel (Bratsberg Len) i Norge for 10 Aar (beholdt det til 1545), men allerede det følgende Foraar mistede han i Frederik I en Herre, der efter hans Hustrus Vidnesbyrd havde været ham som en Fader. Under den bevægede Herredag, som derpaa s. A. holdtes i Kjøbenhavn, fejredes med stor Højtidelighed i Overværelse af 6 Biskopper og en udvalgt Skare af Landets Højadel hans Trolovelse med den 19aarige Elsebe Krabbe, og derefter  drog han til sit Len i Norge med en Anbefaling til det derværende Rigsraad fra sin Svigerfader, Marsken Tyge Krabbe. Maaske er han bleven der oppe i nogen Tid, thi i det første Aar af Grevefejden nævnes han ikke. I Begyndelsen af 1535 havde han Bryllup paa Helsingborg, Svigerfaderens Forlening, og kort efter, ved Paasketid, rejste han til Stockholm paa Befaling af Christian III, hvis Parti han, som naturligt var, havde sluttet sig til.

Den svenske Konge havde nylig i Samtale med Kong Christians Afsendinger opkastet det Spørgsmaal, hvor han skulde faa en dygtig Mand til Admiral for sin Flaade, og de havde da givet ham Anvisning paa P. S., hvem de priste i høje Toner. Allermindst for en saa mistroisk Mand som Gustav I var denne Anbefaling tilstrækkelig, og han vilde derfor selv lade forhøre, hvorvidt P. S. virkelig var saa dygtig, som han havde Ord for, men inden han kunde faa Besked herom, indfandt P. S. sig imidlertid selv i Stockholm. I de første Dage af Maj gik den svenske Flaade under Sejl, og om Bord paa det svenske Admiralskib befandt sig da P. S. og den svenske Admiral Mans Svensson Some. Spørgsmaalet om, i hvilket Kommandoforhold disse 2 Mænd stode til hinanden, har med rette tildraget sig Opmærksomheden. Elsebe Krabbe, som har skildret sin Mands Levned, hævder, at han var «øverste Admiral» over den svenske Orlogsflaade og ligeledes over de danske og preussiske Skibe, som i Maj forenede sig med den under Gulland; men det lader sig ikke nægte, at Fru Elsebes Skildring, som nærmest er at opfatte som et Forsvarsskrift, ikke paa alle Punkter er fuldt paalidelig, i det hun i ikke ringe Grad overdriver den af hendes Husbond spillede Rolle. Svenske Historikere have da ogsaa i den nyeste Tid taget til Orde imod hendes Fremstilling af Kommandoforholdet paa den svenske Flaade, medens man fra dansk og tysk Side har forsvaret den. Ved skarpsindige Fortolkninger af Ytringer i Gustav I’s Skrivelser har man søgt at udrede Forholdet, men den Slags Fortolkninger ere mislige, fordi man saa let kommer til at læse mere og andet ud af Ordene, end der efter Brevskriverens Mening skulde staa i dem, og saa længe der ikke kan bringes nyt Materiale til Veje, maa man derfor vistnok sige, at Striden ikke kan afgjøres. Hvorledes Forholdet mellem P. S. og Mans Svensson nu imidlertid har været ordnet de jure, ser det dog nærmest ud til, at den førstnævnte, i hvert Fald til Tider, faktisk har været den ledende.

Efter at Flaaderne havde samlet sig ved Gulland, stødte de 9. Juni under Bornholm paa Hanseaternes og Grev Christoffers i Antal betydelig underlegne Flaade. Det var egentlig kun det svenske Admiralskib, som paa de allieredes Vegne under en flyvende Storm kæmpede en varm Kamp med det grevelige Hovedskib. Det sidste blev ilde tilredt, men undgik dog at blive taget og trak sig med sine Sekundanter tilbage til Sundet, medens den forbundne Flaade styrede over mod de fynske Farvande, hvor en Afdeling af den ved Svendborg en Uge senere erobrede en hel lybsk Flaade, som den i Land flygtende Besætning forgjæves havde søgt at opbrænde. De allierede bemægtigede sig derpaa Langeland med Tranekjær og Korsør, hvorved de kongelige Troppers Overgang over Store Bælt lettedes. Paa den videre Fart langs Kysterne af Laaland, Falster og Møen brandskattedes disse Øer, men da P. S. forbød al Plyndring, fremkaldte dette Forbud stor Forbitrelse, og Krigsfolket paa det svenske Admiralskib, hvor han endnu stadig opholdt sig, gjorde Mytteri og havde nær dræbt ham. Christian III, hvem han tilmeldte dette, lod Sagen undersøge, men de fremmede Befalingsmænd, hvem Undersøgelsen overdroges, gave P. S. det Vidnesbyrd, at han havde skikket sig mod dem alle som en ærlig Mand, og at man ikke havde anden Beskyldning mod ham end den, at han ikke vilde tilstede Folkene at plyndre. Den forenede Flaade var imidlertid midt i Juli kommen til Øresund, hvor det blev dens vigtigste Opgave at blokere Kjøbenhavn, Malmø og Landskrone. Omtrent ved denne Tid var det vistnok, at P. S. flyttede sin Kommando over paa et dansk Skib, et af de ved Svendborg tagne. Saa meget mere Grund til denne Forandring var der, som man fra dansk Side næppe i Længden kunde gjøre sikker Regning paa de svenske Skibes fulde Understøttelse. I Begyndelsen af Avg. paalagde  Gustav I, mistænksom som altid, Mans Svensson at holde sig mere tilbage og udtalte Ønsket om, at han kunde skille sig af med P. S.; «kanske han bliver os lidet god eller til Nytte herefter». Ud paa Efteraaret kom de vendiske Stæders store Flaade til Øresund for at undsætte det haardt belejrede Kjøbenhavn, og i en Skjærmydsel med den fik P. S. et alvorligt Saar i Benet, saa at han maatte bringes i Land og overgive Kommandoen til en anden; men det store Sammenstød, man skulde have ventet, udeblev, og faa Dage efter sejlede de hanseatiske Skibe hjem igjen, saa at sige med uforrettet Sag. Kort efter gik den forbundne Flaade i Vinterhavn i Landskrone, der havde overgivet sig til Christian III, og ved Juletid kunde P. S. igjen overtage Befalingen. Vinteren blev Stræng, og først i Slutningen af Marts 1536 lykkedes det P, S. at slippe ud i aabent Vand. Efter et lille Krydstogt i Østersøen syd for Falster og Laaland vendte Flaaden tilbage til Sundet og lagde sig paa ny for Kjøbenhavn, men den formindskedes nu stærkt, da de svenske Skibe kaldtes hjem. Til at forrette sin Vagttjeneste var den imidlertid talrig nok. Endelig overgav Byen sig i de sidste Dage af Juli.

Om P. S.s Deltagelse i disse Krigens forskjellige Begivenheder vides kun lidet, men ét staar fast: han vandt i den Tilnavnet «Danmarks Vovehalse (oprindelig: Vovehals for Danmark), som siden uudslettelig har været knyttet til ham. Lad saa være, at hans beundrende Hustru har overdrevet sin Skildring, har givet ham Æren for mere, end der strængt tilkommer ham, dette Tilnavn, der hverken skriver sig fra hendes eller Datterens Optegnelser, men har holdt sig i mundtlig Overlevering, indtil det 100 Aar efter hans Død kom frem i Litteraturen, indeholder en Folkedom, som ikke kan skydes til Side. Det er givet den Mand, som mere end nogen anden dansk Kriger har bidraget til at knække Hansaens Overvælde i Østersøen. Hans Konges Anerkjendelse udeblev ikke. Allerede i 1536 forlenedes han med Harritsborg ved Roskilde, som han det følgende Aar ombyttede med det vigtige Helsingborg, hvilket Svigerfaderen maatte fratræde. Ved Kroningen 1537 sloges han til Ridder, i det Kongen talte varme Lovord til ham, og omtrent samtidig fik han Sæde i Rigsraadet. Helsingborg indehavde han til 1555 med Undtagelse af Aaret 1547-48, da han var Lensmand paa Roskildegaard. Desuden havde han Baadstad Len 1542-58, Landskrone 1548-55, Halmstad Herred 1557-58 og 1568-72 og sin gamle norske Forlening Bratsberg med Ski Syssel og Gimsø Kloster 1565-72. Længst var han dog Lensmand paa Laholm (fra 1558 til sin Død); her, nær ved den svenske Grænse, sad han paa Vagt i Fredens som i Krigens Dage. Ogsaa efter Afslutningen af Grevens Fejde var han knyttet til Flaaden. I et af de første Aar derefter var han i stor Livsfare, da en voldsom Storm havde berøvet hans Skib dets Master, og Baaden, hvormed han vilde gaa i Land, kuldsejlede i Brændingen; sin store A åndsnærværelse skyldte han sin Redning.

P. S., en stærkt bygget Skikkelse af Middelhøjde med hvidgult Haar og Skjæg, var i Sind som i Skind en ægte dansk Natur, og det er derfor ikke underligt, at han i Rigsraadet blev Talsmand for en dansk Politik og derved en Modstander af Holstenerne, som i de første Aar af Christian III’s Regering havde saa meget at sige. Følelsen af Uvilje var gjensidig, men den danske Retning gik af med Sejeren. Ved de 2 nordiske Kongers Sammenkomst i Brømsebro 1541 var P. S. tilstede, og da der i det følgende Aar udbrød Uroligheder i Smaaland (Dackefejden), var han Fører for den lille danske Styrke, som rykkede ud for at støtte den svenske Konge, men som hurtig vendte hjem igjen uden at have udrettet noget. Den Flaade, som 1548 førte den danske Kongesøn til Hylding i Oslo, var P. S. Admiral for, men han følte sig snart [for gammel til at fare til Søs, og 1555 opgav han sin Stilling i Flaaden. Medens han 1551 og de nærmest følgende Aar bl. a. ledede Befæstningsarbejderne ved Landskrone og Opførelsen af Slottet der, 1554-55 var med at afstikke Grænser mellem Danmark og Sverige og 1558 for en Tid havde et Overtilsyn i Skaane, deltog han desuden i disse Aar meget i Rigsraadsmøder og sad ofte i Kongens Retterting.

1563 udbrød den nordiske Syvaarskrig. At en Krig stod for Døren, laa i Luften, og allerede tidlig paa Foraaret udnævntes P. S. til øverste Proviantmester i Halland. Inden det egentlige Fejdebrev var udstedt, kom der Anmodning til ham fra Frederik II om at overtage Overkommandoen til Søs, og den gamle Helt svigtede ikke. Med en stor Flaade stak han i Begyndelsen af Avg. i Søen, forenede sig med en mindre lybsk Flaade og havde 11. Sept. ved Gulland en Træfning med en svensk Flaade under Jacob Bagge. Denne blev tvungen til at søge ind i Skjærgaarden, og dermed var Krigen til Søs afsluttet for det Aar. De store Forventninger, man havde knyttet til P. S.s prøvede Dygtighed, bleve saaledes skuffede. Ligesom Erik XIV lod sin Admiral høre ilde, fordi han intet foretog sig, saaledes bebrejdede Frederik II i ret skarpe Ord P. S. hans Uvirksomhed. Bebrejdelsen var dog næppe fortjent, hvorimod Kongen maaske havde mere Ret, naar han klagede over Mangel paa Efterretninger fra Flaaden. Det blev sidste Gang, P. S. førte Kommandoen til Søs; da Flaaden næste Foraar løb ud, var Herluf Trolle dens øverste Befalingsmand.

Om Vinteren (1563-64) var P. S. syg, maaske som en Følge af Opholdet om Bord, men da han var kommen sig, vendte han tilbage til Laholm. Han havde nu forladt den store Krigsskueplads, men her i hans Hjem skulde Krigen endnu hjemsøge ham, i det han 2 Gange blev angreben af de svenske. Første Gang kom de for Laholm i Jan. 1565. Han erklærede, at han aldrig vilde give sig fangen, «medens der var varmt om hans Hjærte», og hans højsindede Hustru, der viste sit Mod ved at færdes paa Muren og give Ordre til at fyre paa Fjenden, svarede, at man aldrig skulde føre hende levende til Sverige, «saafremt Ord kunde komme hende af med Livet». Blottede for Belejringsskyts kunde Svenskerne imidlertid intet udrette mod Slottet, og de droge derfor bort efter at have afbrændt Byen. I taknemmelig Ihukommelse af den overstaaede Fare stiftede Ægteparret paa Femaarsdagen derefter et Legat for fattige Skoledrenge i Kjøbenhavn. Anden Gang, Laholm blev hjemsøgt af Fjenden, var i Marts 1568, men ogsaa denne Gang holdt Slottet Stand. For sidste Gang var P. S. i Ilden, 50 Aar efter hans første Deltagelse i Krigens blodige Leg. Medens han saaledes tappert værgede om den ham betroede Fæstning, led han personlig store Tab. Hans Gods i Halland blev gjentagende hærget og brændt, Hovedgaarden Skedal ødelagdes ved Ild (1566), ja selv af de danske Tropper tilføjedes der hans Ejendomme Overlast. Tungere end disse Tab, hvorfor han dog til Dels fik Erstatning paa forskjellig Vis af Kongen, var det imidlertid, at han i Løbet af ét Aar (1566) mistede 4 Sønner, dog ikke for Fjendehaand.

Disse Sorger og andre lignende – af hans 18 Børn døde over Halvdelen før ham – overlevede han, ligesaa Krigens Udgang. 1578 blev han Enkemand, og mæt af Dage bortkaldtes han selv 11. Juli 1581 paa sin Gaard Urup. Foruden denne Gaard, hvis Tilliggende han øgede, og hvor han opførte en statelig Hovedbygning, og Skedal ejede han Lillerup og Tingstedholm, begge i Nærheden af Urup. I Sognekirken hertil, Østbirk Kirke, hvortil han 1560 erhvervede Patronatsret, fandt han og hans Hustru deres sidste Hvilested, indtil deres Levninger i Midten af det 19. Aarhundrede flyttedes ud paa Kirkegaarden, og her rejstes 1886 en Mindesten over dem.

P. S., der fra sin Ungdom var uddannet i al ridderlig Idræt, var i Besiddelse af stor legemlig Styrke og Haardførhed. Han var, siger hans Datter, «gruelig hastig», og et Vidnesbyrd herom er jo det ovenfor omtalte Drab, han lod udføre; men han var en aaben, ærlig Natur, ikke bange for at sige sin Mening, tillige en vennesæl Mand med en lykkelig Evne til at forlige Folk. Han var ikke blot en varm Fædrelandsven og en dygtig Kriger, men ogsaa en ædel Personlighed."